Projekt-
beskrivelse

Nyheder &
Publikationer

Partnere &
Kontakt
Studenter-
Projekter

Links

Internt

CLIMAITE's filosofi

Projektbeskrivelse

Arbejdsområder

   Besøg Brandbjerg

    Billedgalleri

  English

Projektbeskrivelse - Projektbeskrivelse

Klimatiske forandringer forårsaget af forøget CO2 i atmosfæren vil medføre ændrede nedbørs- og temperaturforhold. Vandforhold og temperatur styrer mange biologiske processer, og de klimatiske ændringer vil derfor påvirke planters og andre organismers vækst og deres indbyrdes konkurrence. Dette vil medføre ændringer i dynamik, struktur og funktion af vore naturlige terrestriske økosystemer og kan i værste fald medføre, at eksisterende økosystem- og naturtyper helt vil forsvinde. CLIMAITE’s forskning skal belyse i hvilken udstrækning klimatiske ændringer påvirker de biologiske processer og skabe viden, som er nødvendig for at forstå og foreslå aktiviteter, som kan modvirke uønskede økosystemændringer.

Det overordnede mål for CLIMAITE’s forskning er at udvikle en sammenhængende forståelse af, hvordan klimatiske forandringer i samspil vil påvirke biologiske processer i terrestriske økosystemer. Dette skal virke som baggrund for at kunne handle aktivt for at modvirke uønskede og negative forandringer. Herunder vil CLIMAITE specielt fokusere på:

  1. kombinerede og samtidige klimaændringers påvirkning af planter, jord, mikroorganismer og over- og underjordisk fauna og deres indbyrdes samspil.
     
  2. ændringer i vækstsæson, døgnsvingninger og ekstreme klimahændelsers betydning for de overordnede effekter på naturlige økosystemers processer, struktur og dynamik.
     
  3. økosystemernes evne til at tilpasse sig klimatiske ændringer i kombination med samtidige påvirkninger fra andre miljøfaktorer, som f.eks. forhøjet CO2, ozon, UVB-stråling og luftforurening.

CLIMAITE’s aktiviteter udgør en væsentlig fornyelse på området. Fornyelsen ligger i det valgte fokus på dels kombinerede stress-faktorer og dels ændringer i sæsonvariationer og ekstreme hændelser. Hidtil har forskningen primært belyst effekten af de enkelte påvirkninger alene og primært i planternes vækstsæson. Nye undersøgelser peger imidlertid på, at effekter af de enkelte faktorer isoleret giver begrænset information om den samlede effekt, hvis der samtidig sker ændringer i andre faktorer. Samspillet mellem flere samtidige ændringer i temperatur, nedbør og CO2 kan medføre helt andre effekter end forudset ud fra de enkelte faktorer. Samtidig tyder meget på, at nøglen til forståelse af klimatisk betingede ændringer i de biologiske processer i højere grad skal søges i yderkanten af vækstsæsonen end i den biologisk mest aktive periode.

Forskningen er baseret på undersøgelser af de klimatiske faktorers indflydelse på de biologiske processer i det komplekse samspil, hvori de indgår i naturen. Dette sker ved manipulation med CO2, temperatur og vandforhold ude i naturen på en nyetableret felt-station, Brandbjerg. Undersøgelserne i felten suppleres med specifikke undersøgelser i laboratorium eller i kontrollerede vækstkamre. Effekterne af de forskellige klima-manipulationer på de betydende processer og dele af økosystemet vil blive målt.

Centret er et tværvidenskabeligt forskningsnetværk med deltagelse af forskergrupper fra 4 danske forskningsinstitutioner, Risø DTU, Københavns Universitet, KU-Life og Aarhus Universitet DMU. Disse dækker tilsammen bredt de nødvendige fagdiscipliner inden for terrestrisk økosystemforskning og har hver især markeret sig forskningsmæssigt stærkt internationalt på deres felter.