Projekt-
beskrivelse

Nyheder &
Publikationer

Partnere &
Kontakt
Studenter-
Projekter

Links

Internt

CLIMAITE's filosofi

Projektbeskrivelse

Arbejdsområder

    Besøg  Brandbjerg Billedgalleri   English

Projektbeskrivelse - Arbejdsområde 2

Ændrede interaktioner mellem organismer –
Arbejdsområde 2.3

Organismerne i plantens rodzone

I plantens rodzone (rhizosfæren) lever organismerne hovedsagelig af det organiske stof den levende plante afsætter i jorden. Man mener det er store mængder kulstof der tilføres jorden ad denne vej; for kornplanter har det været foreslået at kulstofmængder svarende til kerneudbyttet afsættes under planternes vækst! Man skulle synes at så store kulstoftab fra planten kun ville forekomme hvis det medfører en fordel for planten. Det har været foreslået at plantens forsyning med uorganiske næringsstoffer som kvælstof og fosfor fremmes ved en øget mikrobiel nedbrydning af næringsstoffer bundet i jorden. Derudover er det foreslået at planten ved at fodre mikroorganismerne omkring rødderne fremmer væksten af harmløse og måske endda gavnlige bakterier på bekostning af skadelige svampe. Det organiske stof der udskilles fra rødderne omsættes hovedsagelig af bakterier i rodzonen og disse bakterier er derefter føde for bakterieædende dyr, hovedsagelig de encellede protozoer og rundorme.

Planteædere på bladene er en anden aftager af den levende plantes kulstof. Det har vist sig at sugende insekter som bladlus medfører en lavere transport af plantekulstof under jorden hvilket ses som en nedsat respiration under jorden og en lavere vækst af bakterieædende dyr i rodzonen. Modsat er det set at tyggende insekter som snudebiller kan medføre en øget transport af plantekulstof til rødderne. Mekanismerne bag disse samspil mellem overjordiske og underjordiske aftagere af den levende plantes kulstof er ikke kendt endnu, men de fundne sammenhænge skal givetvis forklares både ud fra simple kulstofregnskaber (hvor meget fotosynteseprodukt investeres til de forskellige aftagere) og baseret på plantens respons i relation til ændrede behov for fx næringsstoffer som følge af planteædernes aktivitet. 

Ved klimaforandringer ændres planternes vækstbetingelser og dette kan medføre ændring af væksthastighed og kemisk sammensætning af planten. Denne ændring må forventes at medføre ændret kvalitet af bladmaterialet for planteæderne og ændring i afsætningen af kulstof fra rødderne. Vi kan altså forvente at begge typer aftagere af kulstof fra den levende plante får ændrede betingelser og det er projektets mål at belyse disse sammenhænge.