Overførsler af næringsstoffer mellem jord, mikroorganismer og planter
Arbejdsområde 4.3
I dette forskningsområde undersøges næringsstoffrigivelsen, der finder sted under nedbrydningen af organisk stof, der hidrører fra løvfald, døende rødder og andre organiske komponenter i jorden. Det er sandsynligt, at behandlingerne, der simulerer klimaforandringer, kraftigt vil påvirke omsætningsforholdende i jorden. Næringsstoffrigivelsen undersøges ved at analysere koncentrationer af forskellige kvælstofforbindelser (organisk N, ammonium og nitrat), fosfor- og kulstofforbindelser (opløst organisk C), før og efter at jord indesluttes i lukket plasticpose, som placeres i overfladejorden i forsøgsfelterne. Forskellen mellem slut- og startkoncentration viser næringsstoffrigivelsen under den forløbne tid. Endvidere undersøges mængden af næringsstof og kulstof i mikroorganismerne, som kan påregnes at optage (immobilisere) en del af næringsstofferne. Denne metode er en standardmetode (kaldet ”buried bag metoden”). Målingerne gennemføres både med og uden planter i en del af poserne, for at undersøge planternes betydning for næringsstofomsætningen.
|